BLUES - KUNSTER OG VÆRK

Else Alfelt - Sacre du printemps (Stravinsky)

Else Alfelt.

Elses fulde navn er Else Kirsten Tove Alfelt og hun var en dansk autodidakt kunstner, der var medlem af kunstnergruppen Cobra og født i 1910. Cobra bestod af kunstnere fra COpenhagen, BRuxelles og Amsterdam, og deres mål var at komme ud til folket. De var især inspireret af børnetegninger og primitiv kunst. 

Else holdt af, at male naturen og hun gjorde det på en facetteret måde. Det vil sige, at hun delte overfladen op i mindre flader og farvelagde dem. Der var aldrig noget direkte motiv, det var mere bare en association af et motiv, og disse associationer var aldrig fastlagt på forhånd, men opstod bare. Else rettede heller aldrig i hendes værker, men lod dem være som de blev. Hun var især inspireret af bjerge og brugte farven til at udtrykke stemningen med. På mange af hendes billeder indgår månen og/eller solen, og blå er en gennemgående farve i langt de fleste værker. Hun har selv sagt om sin måde at komme frem til et motiv: "Det er ikke tilstræbt. Jeg er undergivet min rytme."

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts museum i Herning.

Der blev i 1976 bygget et museum i Herning til ære for Else og hendes mand. Museet hedder Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts museum og består af mere end 6000 værker af de to kunstnere. Carl-Henning havde doneret flere tusinde af hans og Elses værker forud for etableringen af museet. Museet er desuden blåt, som det ses på billedet ovenover.

Elses fascination af jorden, vandet, bjergene og månen var stor, men også spiralmotivet betød noget for hende. Hun så det som et tegn på livets evige gentagelse - fødsel - liv - død - og så om igen og igen. Hun spejlede sig meget, både form- og tankemæssigt, i japansk kultur, der var en forening af kosmos og altet.

Da hun var 7-15 år boede Else på et børnehjem, og det var her hun begyndte at måle. Hun fik en malerkasse af hendes tante da hun var 12 og begyndte at male portrætter af børn og ansatte på børnehjemmet. Hun blev også meget inspireret af de hyppige besøg i en kirke, hvor hun studerede altertavlen. Else søgte ind på Kunstakademiet, men blev ikke optaget, da hun allerede kunne male. Det var heller ikke for lære at male, hun havde søgt ind, men for at få legater der kunne betale materialer. Da hun som følge af afslaget heller ikke kunne få legater solgte hun kopier af andres malerier og stod model på Kunstakademiet for at tjene penge. På grund af manglen på penge brugte Else tit handes lærreder igen og igen og på begge sider.

I starten var det meget de naturalistiske portrætter der optog Else, men med den abstrakte kunst fremtræden skiftede hun stil til spontan abstraktion. Det var op- og nedadgående linjer med tværgående, rytmiske cirkelslag, der inddelte værkerne i felter. De endte tit ud i spidser foroven og også de runde sole og måner er karakteristiske. Farverne holdt sig altid indenfor stregerne eller formerne. Hun tegnede først med blyant, malede så formerne og til sidst trak hun stregerne op med sort eller en anden kontrastfarve. Hun brugter især mørke og afdæmpede farver, men havde også akvareller med lysere og stærkere farver. 

Ud over Elses mange oliemalerier og akvareller, så har hun også lavet 3 store mosaikker. Hun var syg i flere år og fik angiveligt en række hjerneblødninger. Dette resulterede i at d. 8. august 1974 faldt hun om midt på gaden og døde dagen efter 63 år gammel. 

"Jeg er træt af - når man ser på mine billeder - man siger: se solnedgangen over bjærgtoppene - gletcherne - se dybderne ind over gletcherne! Farve og rytme er det jeg maler[...]" - Else Alfelt

Sacre du printemps (Stravinsky). 1939.
Olie på lærred, 95 x 68 cm. Esbjerg Kunstforenings Samling. 

Værkets navn er Sacre du printemps, hvilket betyder 'Forårsofret'. Dog er det ikke ligefrem forår, i hvert fald jeg, får associationer til, når man kigger på dette værk. Ikke ved første øjekast i hvert fald, men måske når man kigger lidt nærmere. Man kan til gengæld godt få fornemmelsen af en ofring, i hvert fald hvis man ved, at det er det, man skal kigge efter.

Der er hovedsageligt brugt primærfarver i værket. Her er blå en farve, der fylder meget. Dog indgår der også en lille smule gul, det giver en kontrast til den kolde blå farve. Det gule springer frem i øjnene på os, og det er det første man lægger mærke til ved værket. Selvom orange egentlig er komplementærfarven til blå, så kommer den gule til at virke sådan i stedet. Det kan skyldes, at der indgår så mange kolde farver i billedet. Den røde primærfarve er helt udeladt. Dette resulterer i, at der ligesom er mere harmoni i værket. Også de akrome farver, sort, hvid og grå, er brugt, samt nogle brunlige tertiære farver. 

Min fortolkning af værket er, at det blå symboliserer forårs-himlen. De grå farver symboliserer den grå vinterhimmel, vi er på vej væk fra. Det gule, der er malet på noget, jeg forestiller mig, er en bjergtop, er forårs-solen der rammer et bjerg. I midten øverst i værket, ser vi denne sol, den er dog malet brun. Jeg forestiller mig, at det er fordi, den skal symbolisere det jordnære og den trygge fornemmelse, der på en eller anden måde opstår, når det atter er forår. Dog er det lidt ironisk her, da der jo er tale om en ofring. Den anden cirkel, der er nederst i billedet, skal forestille ofret, tror jeg. Den blå farve kan symbolisere noget helligt. Dette går meget godt i spænd med, at der altid har været noget helligt forbundet med at ofre noget. Der er en ballet, der også har navnet Sacre du printemps. Denne ballet har musik komponeret af Igor Stravinskij, og jeg tror derfor, at Else har været inspireret af denne ballet, da hun malede værket. Det kan også være en mulighed, at hun har malet den til ære for Igor Stravinskij, da hun jo har valgt at have hans efternavn i parentes efter navnet på værket. 

Jeg vil dog sige, at hvis man ikke ved, at Sacre du printemps betyder forårsofret, så ville man nok ikke kunne gætte, at det er det, der foregår på værket. Det er altså ikke tydeligt, hvad fortællingen bag billedet er, men efter min mening er det heller ikke vigtigt i dette værk. Jeg mener, at det mere bare er en følelse man skal få af billedet, end at man skal vide hvilken præcis historie der ligger bag.

Selve værket består af en masse geometriske figurer. Især trekanter er brugt, men også en del firkanter og to cirkler indgår. Alle figurer er streget op med hvid, blå eller sort. Dette gør, at man får en klar fornemmelse af, at farverne ligesom hører til et sted. Der er heller ikke malet udenfor stregerne, hver farve bliver indenfor sin form. Trekanterne, især øverst i venstre side, skaber en form for uro i billedet, dette hænger godt sammen med selve ofrings-delen af navnet. Også den firkant med former indeni, der er malet nederst i venstre hjørne, giver noget uro til værket. Til gengæld giver det firkantede mønster, der nærmest er, i højre øverste hjørne, noget ro og harmoni til værket. 

Værket er efter min mening mest dynamisk, da de lidt diagonale linjer, giver en følelse af bevægelse. Asasymmetrien med de mange trekanter i venstre side og det overvejende antal af firkanter i højre side, gør også, at værket kommer til at virke dynamisk. Sidst men ikke mindst har den ubalance der er i billedet også en rolle i forhold til at billedet er dynamisk. Lige til højre for 'solen' øverst i billedet, er der en skrå streg fra øverst til nederst i værket. Denne streg deler billedet i to sider, og her er den højre side meget mere rolig og statisk end den venstre sider. Kompositionen er ikke så udfordrende på højre side, som den er på venstre side. Derfor mener jeg at der er en klar ubalance i billedet. Den meget rodede venstre side, der er meget dynamisk, kan symbolisere selve ofringen. Her sker der ligesom noget, det er hektisk og der er massere af bevægelse. Den rolige og lidt mere statiske højre side symboliserer så når ofret er dødt og der er harmoni mellem menneskene og deres gud. 

Firkanten der er streget op nederst i venstre hjørne er beskåret, så man lige præcis ikke kan se dens nederste hjørne. Man får lidt følelsen af, at der mangler noget. Det er som om, at man ikke ser hele historien og Else prøver at skjule noget for den der ser på værket. Firkanten virker til at være i forgrunden, mens de bjergagtige trekanter virker mere til at være i baggrunden. Hvis ikke Else havde streget denne firkant op, der ikke bare har dens egen farve ligesom alle andre figurer i værket, så ville det ikke have virket som om, at der var noget, der var tættere på og længere væk. Dog får den gule farve på den ene bjergtop det til at se ud som om, at bjergene ikke er så langt væk endda. Det er også som om, at farverne på en måde bliver lysere jo længere op øverst og derved bagud i billedet man kigger. Dette gælder især for den venstre side, hvor de tertiære farver hovedsageligt er i bunden, de mættede blå i midten og de mere disede blå er bagerst.