PORTALER

Sidste gang i billedkunst beskæftigede vi os med at tegne portaler. Vi skulle være sammen i grupper og så ellers tegne en portal. Vi startede med at skulle tage udgangspunkt i et enten matematisk eller geometrisk princip præcis ligesom Gaudi gjorde. Der valgte vi at tage udgangspunkt i en cirkel, og derudfra tegnede vi forslag til, hvordan denne cirkel kunne indgå i vores portal. Vi gjorde cirklen til vores egen, ligesom Gaudi gjorde matematiske og geometriske principper til hans egne.

Nederst ses de to eksempler vi tegnede som forslag til,
hvordan cirklen skulle indgå i vores portal.

Som det fremgår af pilen, valgte vi cirklen til venstre, der er delt på midten. Derefter er der tegnet et stort vindue i venstre side, samt en dør i højre side, der er delt op i 5 pizza-ligende felter, der er vinduer i døren. Derefter tegnede vi en skitse af, hvordan vi nogenlunde forstillede os at portalen skulle være. Dette ses øverst på billedet nedenunder. Vi valgte at portalen udelukkende skulle bestå af cirklen, og at den derudover skulle gå op i en spids, sådan at den blev lidt himmelstræbende på trods af dens ellers lidt tunge nederste del. Symmetri var vigtigt for os, og derudover skulle den være harmonisk. I forhold til skalering valgte vi, at den skulle være 1:10. 

Skitse af portal samt diverse noter og udregninger.

Efter at have valgt skalering og havde en nogenlunde ide om hvordan den skulle se ud, så begyndte vi at finde nogle mål til portalen.
Vi valgte at selve cirklen, der skulle agere dør i portalen, i virkeligheden skulle have en højde og dermed diameter på 2,4 meter, det vil altså sige at den på vores tegning skulle have en diameter på 24 cm. Derudover valgte vi, at kanten og mellemrummet mellem vinduerne skulle være 8 cm i virkeligheden, altså 0,8 cm på vores tegning. Til sidst udregnede vi, hvor mange grader det inderste af hvert vindue og mellemrum skulle være, for at der var plads til 5 vinduer i alt. Det blev til 32 grader til vinduerne og 5 grader til mellemrummene. Sidst men ikke mindst brød vi cirklen med et kvadratisk dørhåndtag der skulle måle 5x5 cm i virkeligheden. 

Den endelige plan over indgangen i portalen.

Nu kunne vi så tegne den endelige portal, der kom til at se ud som vist på billedet nedenunder.

Sådan så den endeligt tegnede portal ud.

Da vi havde tegnet døren som vi ville have den, begyndte vi at tegne nogle cirkler i forskellige størrelser oven på den. Der var ingen bestemt ide bag, bare at det skulle være symmetrisk. Da vi syntes den var færdig, diskuterede vi hvordan cirklerne foroven skulle være, og kom frem til at lave et vindue, der var magen til indgangspartiet nedenunder det. Derudover var vi ret enige om at nogle af cirklerne skulle være farvet glas, og vi valgte her nogle farver, der virkede harmoniske sammen. Til sidst lod vi nogle cirkler stå tilbage. Vi har valgt at selve rammen og de cirkler der stod tilbage skal være i råt og ubehandlet egetræ. Der skal derudover indgå både almindeligt vinduesglas og noget farvet glas.

I klassicismen var det enkelhed, rene former, lige linjer, symmetrisk og harmonisk opbygning, der var i fokus. Det var meget bygningsværker, hvor man kunne mødes og være fælles omkring værdier, der blev bygget. Især var det skoler, biblioteker, teatre og museer, der skød op. Der var ingen overdådig udsmykning, men istedet klarhed, enkelhed, symmetri, ligevægt og harmoniske forhold mellem bygningens dele. Geometriske former som trekanter, cirkler og firkanter var de mest anvendte elementer. Udstrålingen skulle svare til de opgave, der skulle varetages eller foregå i bygningen. 

Vores portal, vil jeg mene, indeholder enkelhed, rene former, lige linjer og en symmetrisk og harmonisk opbygning. Den indeholder kun cirkler, trekanter (i form af vinduernes opdeling) og en firkant (dørhåndtaget). Jeg vil mene at portalen især er egnet som indgangsparti til et teater, der er lidt farverigt, anderledes og "skævt".

ANTONI GAUDI

Antoni Gaudi (1852-1926)

Da Antoni Gaudi blev født i 1852, var det den franske klassicisme, der havde indflydelse på Spanien. I løbet af hans liv ændrede dette sig til historicismen, for til sidst inden hans død at modernismen fik sit store gennembrud. Gaudi kom til Barcelona i 1869 og er aller mest kendt for La Sagrada Familia, der trods hans død i 1926, stadig bygges på.

La Sagrada Familia

Det enorme byggeri er en kirke, og har været igang siden anden halvdel af 1800-tallet, men man forventer ikke at det nogensinde bliver færdigt. Da den originale arkitekt på byggeriet kom i uoverensstemmelser med foreningen, der stod for bygningsværket, overtog Gaudi i november 1883. Da var kun krypten færdig, så Gaudi lavede designet helt om, og her var hans store inspirationskilder især det gotiske, men han var også påvirket af jugendstilen samt det geometriske og naturformer. Han mente det ville tage cirka 200 år, så det var ikke nogen overraskelse, at kirken ikke var færdig, da han døde 43 år efter, at han havde overtaget byggeriet. Derfor havde han også efterladt sig papirer, udregninger og tegninger af, hvordan kirken skulle gøres færdig.

Casa Batllo

Gaudi var en fan af geometri, men ikke bare den almindelige matematiske geometri, den var flottere udført i naturen, mente han. Han var af den opfattelse, at buen, der er mellem fingrene, når man spreder dem, er smukkere end matematiske spidsbuer og rundbuer. Han tegnede trælignende søjler, da han mente, at træer har en fuldendt struktur, der ikke kan kritiseres. Naturen inspirerede ham på alle mulige måder, det kunne være alt lige fra blomster til dyr til skelletter. Inspirationen af skelletter vil jeg mene, at man kan se i Casa Batllo. Det er især i 2. lag, jeg vil sige, at det kommer til syne. Det er som om, at de trælignende søjler giver en følelse af at stå og kigge ned på fx en mave, der er sprættet op, og de tyndere søjler er så skelettet nede i maven. Vinduerne er des uden, vil jeg mene, inspireret af jugendstilen og derudover også i nogle naturligt geometriske former. 

Taget på Casa Batllo

Gaudi så paraboloiden i naturen og var især vild med den hyperbelske paraboloide. Selvom den er svær og sjældent brugt i arkitekturen, så formåede han at gøre det. Jeg vil foreksempel mene, at taget på Casa Batllo er en lidt forsimplet udgave af den hyperbelske paraboloide. 

Bølgebænken Python i Park Güell

Gaudi brugte også helikoiden, og her vil jeg mene, at hans bølgebænk Python, der står i Park Güell, er et eksempel på dette. Selvom bænken ikke er opadgående, så synes jeg der er et eller andet over den, der virker ligesom helikoiden. 

Model af La Sagrada Familia

Antoni Gaudi videreudviklede de romanske rundbuer og gotiske spidsbuer, og de fleste af hans buer er formet over parabler. De blev ofte tegnet ved at han hang kæder og snor med forskellige vægte på op i kroge i loftet. Når han havde gjort det tegnede han dem. Da han skulle lave en model af La Sagrada Familia, hang han kroge i loftet, derefter bandt han snore i og bandt dem så sammen med knuder. Derefter dyppede han dem i gips, og vendte så modellen rundt, så det der før var tyngde ned ad nu var buer og spidser op ad. 

Antoni Gaudi kort før hans død

I sine sidste år trak Antoni Gaudi sig tilbage - måske som følge af en række dødsfald blandt familie og venner - og boede i La Sagrada Familias elfenbenstårn. Han brugte alle sine penge på byggeriet af kirken og ingen på sig selv. Derfor, da han den 7. juni 1926 blev kørt over af en sporvogn, så han fattig ud og endte på et fattighospital uden den nødvendige hjælp. Få dage efter døde han og blev begravet midt i den ufuldendte La Sagrada Familia. 

BLUES - BLUE PICTURES

Blue Pictures

Så  blev stopmotion-filmen ende færdig! Jeg har valgt at kalde den Blue Pictures, da det jo egentlig er det den går ud på. Det er blå felter, der bliver til billeder. Værket er hovedsageligt blåt og ideen er at vise, at et enkelt billede, kan blive til mange andre billeder, hvis man bare bruger sin kreativitet og fantasi. 

Jeg synes værket giver et lidt sløset udtryk desværre... Det gør jeg fordi billedet er blevet beskåret nede i bunden - især første billede, og fordi "rammen" af og til kommer til syne i den ene side. Dette er helt klart en ting jeg ville lave om på, hvis jeg skulle begynde forfra. Når det er sagt, føler jeg ellers at det fungerer meget godt og at første billede er lidt sjov, da den jo er magen til det oprindelige billede bare i nogle andre farver. Jeg vil sige at værket er eksperimenterende, da den ligesom eksperimenterer med det faktum at et billede kan blive til andre billeder. Derudover eksperimenterer den også med faktummet om man kan genkende billedet i forhold til originalen.

Selve det med at lave en stopmotion-film har vi jo prøvet en gang før i billedkunst, og jeg synes egentlig, at det var ret sjovt. Dengang syntes jeg dog ikke vi havde nok tid til det, og derfor var det nærliggende for mig at tage det op igen, og forsøge at lave noget mere gennemarbejdet. Jeg synes klart at det med at kameraet var placeret det samme sted hele tiden var rigtig godt i forhold til den anden stopmotion-film vi lavede. Dog igen er det lidt ærgeligt at det med beskæringen af billedet mislykkedes lidt.

JEG HAR FUNDET ET STED PÅ MIN SKOLE...

Jeg har fundet et sted på min skole. Det er Fitnessrummet. Stedet er godt fordi der er lyst og rart at være. Man kan udfolde sig der og har det næsten altid sjovt. Rummet er aflangt. Lyset falder ind ad de store rektangelære vinduer, der sidder øverst, helt oppe under loftet, langs væggen i den ene side. Rummet i sig selv er dog fyldt med store maskiner til når man træner. Derfor kommer lyset ikke til at virke overvældende, da det sorte kunstlæder på maskinerne suger noget af lyset. Rummet har en god akustik og selvom der bliver tabt en stor tung kettelbel eller rummet fyldes af latter, så forbliver det et rart sted at være. 
Rummet har en god størrelse, det er tilpas stort og med den tilpasse mængde møbler. Møblerne er placeret pænt langs væggene og med mindre en eller anden har glemt en håndvægt ude midt på gulvet, så er der ikke noget man falder over. 
Farverne er meget neddæmpede og behagelige at være omgivet af. Væggen på modsatte side af vinduerne er i en lys gul farve og resten er hvide. Ved den gule væg står en stolpe lidt ud fra, denne bryder rummet en smule. På den ene endevæg er et stort spejl og uanset hvor du står i rummet, kan du næsten altid spejle dig i det.

BLUES - ARBEJDSPROCES

Den 03/04/2016
I dag har jeg fået klippet noget musik ind over min film. Først prøvede jeg med noget dramatisk musik, men jeg syntes det virkede forkert, da det var som om, filmen var lidt mere glad. Dog synes jeg selv, at den stadig er lidt spændingsfyldt, da man ikke ved hvad den vil blive til. Til sidst lykkedes det mig at finde noget musik der passer til stemningen. Ud over at klippe musikken ind over, så fik jeg også taget billederne til navnet på filmen og klippet dem ind i filmen.

Den 02/04/2016
I dag begyndte jeg på at klippe filmen sammen. Det var et lidt bøvlet projekt, men jeg kom faktisk forholdsvist langt. Jeg opdagede dog, at man ikke kan se det nederste af billedet 100 procent, når de kommer ind på moviemaker, men det var for sent at lave en masse om nu. Derudover klippede jeg også bogstaverne til navnet ud.

Den 30/03/2016
I dag har jeg fortsat mit arbejde med at tage alle billederne til stopmotion-filmen, og jeg blev faktisk færdig. I hvert fald blev jeg færdig med selve filmen, men jeg fik ikke lavet navnet på filmen. 

Her er nogle billeder fra filmen.

Den 27/03/2016
I dag begyndte jeg på at tage alle billederne til min stopmotion. Inden jeg tog billederne satte jeg en "ramme" op, så jeg vidste hvor jeg skulle holde felterne indenfor. Da jeg havde sat rammen op, begyndte jeg at tage billederne. Dette tog rigtig lang tid og jeg nåede derfor ikke at blive færdig. Jeg havde sat mit kamera oven på min vasketøjskurv, så jeg på den måde var sikker på, at billedet blev taget nogen lunde samme sted fra hver gang. Egentlig havde jeg jo nogle ideer fra den 02/03 til hvad billedet skulle danne sig om til, men jeg syntes ikke rigtigt, at jeg kunne få det til at fungere inde i mit hoved. Derfor besluttede jeg mig for, at det skulle være mere abstrakt og jeg vidste derfor ikke rigtig på forhånd hvad det skulle ende ud i. Jeg flyttede bare lidt rundt på felterne og dannede nogle former for mønstre.

Den 26/03/2016
I dag har jeg fået alle figurerne klippet ud i blåt. Det tog egentlig en del mere tid end jeg havde regnet med, men jeg synes egentlig det var det værd. Jeg synes det har givet et rigtigt godt resultat, at de blå farver er meget forskellige. Det ville de ikke have været, hvis jeg havde lavet det i karton, som egentlig var min første ide. Ud over alle de blå felter, så har jeg klippet det felt der var gult på det oprindelige billede ud i en rødlig farve. Det har jeg valgt for at blive ved med at have et felt, der skaber noget kontrast.

Sådan kom Sacre du printemps til at se ud i de blå farver.

Den 25/03/2016
I dag fik jeg printet Sacre du printemps ud, først i en ret lille udgave, men der besluttede jeg mig dog for, at den var for lille. Det ville simpelthen blive nogle alt for skrøbelige felter at rykke rundt med til stopmotion-filmen. Derefter printede jeg igen billedet ud, men denne gang i en mere passende størrelse. Derefter begyndte jeg at lave alle figurerne ud af reklamer, der var blå.

Øverst ses det første lille billede jeg havde printet ud,
nederst er det den endelige størrelse og nogle reklamer.

Den 23/03/2016:
I dag har jeg lavet min analyse færdig. Jeg har fået skrevet den ind på bloggen sammen med en beskrivelse af Else Alfelt og hendes liv.

Den 16/03/2016:
I dag fik jeg mine bøger fra biblioteket og dem læste jeg så igennem. Dette brugte jeg en del tid på, da jeg også tog noter af det vigtigste samtidig. Udover at læse i de to bøger besluttede jeg mig også for at bruge et andet billede end Bjærg-Øer. Jeg syntes der blev for mange små stykker ud af det billede, så i stedet valgte jeg et billede der hedder Sacre du printemps (Stravinsky). Dette billede er stadig af Else Alfelt, men består af nogle større flader end det andet gjorde. Til sidst fik jeg lige begyndt på at analysere billedet, men det var ikke meget jeg fik lavet på analysen.

Her ses de to bøger, jeg har brugt, samt et billede
af Else Alfelt og Sacre du printemps (Stravinsky).

Den 02/03/2016
I dag arbejdede jeg med at videreudvikle min ide, og ligesom finde ud af helt konkret hvordan værket skulle være. Jeg besluttede mig for at tage udgangspunkt i billedet Bjærg-Øer af Else Alfelt og fik den printet ud. Min ide var at lave en stopmotion film med ideen at et billede kan blive til mange andre billeder. Da jeg havde printet billedet ud klippede jeg den ud i alle de figurer den består af. Jeg fandt også informationer omkring Else og fik bestilt nogle bøger på biblioteket omkring hende.

Her kan fremgangsmåden for min klipning af formerne ses.

Ud over at få klippet hele billedet ud, har jeg også arbejdet på nogle ideer til hvad billedet skulle "omforme" sig til i løbet af stopmotionen. Da Else Alfelt var meget inspireret af naturen, er det det, jeg har ladet mig inspirere af til ideerne. Jeg har tænkt på at lave en rækkefølge der hed: original -> havet -> jorden -> månen -> det uendelige -> klippe  hurtigt mellem original, havet, jorden og månen flere gange.

Her er de ideer jeg fandt på den dag.

Den 24/02/2016
I dag arbejdede jeg med at finde ud af, hvad jeg ville lave som mit eksamensprojekt. Jeg havde blandt andet noget Michael Ancher, Jesper Just, Sven Dalsgaard og Picasso i tankerne, men til sidst endte jeg ud med at vælge Else Alfelt. Hele dagen gik egentlig bare med at søge efter ideer til hvad jeg kunne lave.

Dette er et udsnit af, hvad jeg fandt af inspiration.

BLUES - KUNSTER OG VÆRK

Else Alfelt - Sacre du printemps (Stravinsky)

Else Alfelt.

Elses fulde navn er Else Kirsten Tove Alfelt og hun var en dansk autodidakt kunstner, der var medlem af kunstnergruppen Cobra og født i 1910. Cobra bestod af kunstnere fra COpenhagen, BRuxelles og Amsterdam, og deres mål var at komme ud til folket. De var især inspireret af børnetegninger og primitiv kunst. 

Else holdt af, at male naturen og hun gjorde det på en facetteret måde. Det vil sige, at hun delte overfladen op i mindre flader og farvelagde dem. Der var aldrig noget direkte motiv, det var mere bare en association af et motiv, og disse associationer var aldrig fastlagt på forhånd, men opstod bare. Else rettede heller aldrig i hendes værker, men lod dem være som de blev. Hun var især inspireret af bjerge og brugte farven til at udtrykke stemningen med. På mange af hendes billeder indgår månen og/eller solen, og blå er en gennemgående farve i langt de fleste værker. Hun har selv sagt om sin måde at komme frem til et motiv: "Det er ikke tilstræbt. Jeg er undergivet min rytme."

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts museum i Herning.

Der blev i 1976 bygget et museum i Herning til ære for Else og hendes mand. Museet hedder Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts museum og består af mere end 6000 værker af de to kunstnere. Carl-Henning havde doneret flere tusinde af hans og Elses værker forud for etableringen af museet. Museet er desuden blåt, som det ses på billedet ovenover.

Elses fascination af jorden, vandet, bjergene og månen var stor, men også spiralmotivet betød noget for hende. Hun så det som et tegn på livets evige gentagelse - fødsel - liv - død - og så om igen og igen. Hun spejlede sig meget, både form- og tankemæssigt, i japansk kultur, der var en forening af kosmos og altet.

Da hun var 7-15 år boede Else på et børnehjem, og det var her hun begyndte at måle. Hun fik en malerkasse af hendes tante da hun var 12 og begyndte at male portrætter af børn og ansatte på børnehjemmet. Hun blev også meget inspireret af de hyppige besøg i en kirke, hvor hun studerede altertavlen. Else søgte ind på Kunstakademiet, men blev ikke optaget, da hun allerede kunne male. Det var heller ikke for lære at male, hun havde søgt ind, men for at få legater der kunne betale materialer. Da hun som følge af afslaget heller ikke kunne få legater solgte hun kopier af andres malerier og stod model på Kunstakademiet for at tjene penge. På grund af manglen på penge brugte Else tit handes lærreder igen og igen og på begge sider.

I starten var det meget de naturalistiske portrætter der optog Else, men med den abstrakte kunst fremtræden skiftede hun stil til spontan abstraktion. Det var op- og nedadgående linjer med tværgående, rytmiske cirkelslag, der inddelte værkerne i felter. De endte tit ud i spidser foroven og også de runde sole og måner er karakteristiske. Farverne holdt sig altid indenfor stregerne eller formerne. Hun tegnede først med blyant, malede så formerne og til sidst trak hun stregerne op med sort eller en anden kontrastfarve. Hun brugter især mørke og afdæmpede farver, men havde også akvareller med lysere og stærkere farver. 

Ud over Elses mange oliemalerier og akvareller, så har hun også lavet 3 store mosaikker. Hun var syg i flere år og fik angiveligt en række hjerneblødninger. Dette resulterede i at d. 8. august 1974 faldt hun om midt på gaden og døde dagen efter 63 år gammel. 

"Jeg er træt af - når man ser på mine billeder - man siger: se solnedgangen over bjærgtoppene - gletcherne - se dybderne ind over gletcherne! Farve og rytme er det jeg maler[...]" - Else Alfelt

Sacre du printemps (Stravinsky). 1939.
Olie på lærred, 95 x 68 cm. Esbjerg Kunstforenings Samling. 

Værkets navn er Sacre du printemps, hvilket betyder 'Forårsofret'. Dog er det ikke ligefrem forår, i hvert fald jeg, får associationer til, når man kigger på dette værk. Ikke ved første øjekast i hvert fald, men måske når man kigger lidt nærmere. Man kan til gengæld godt få fornemmelsen af en ofring, i hvert fald hvis man ved, at det er det, man skal kigge efter.

Der er hovedsageligt brugt primærfarver i værket. Her er blå en farve, der fylder meget. Dog indgår der også en lille smule gul, det giver en kontrast til den kolde blå farve. Det gule springer frem i øjnene på os, og det er det første man lægger mærke til ved værket. Selvom orange egentlig er komplementærfarven til blå, så kommer den gule til at virke sådan i stedet. Det kan skyldes, at der indgår så mange kolde farver i billedet. Den røde primærfarve er helt udeladt. Dette resulterer i, at der ligesom er mere harmoni i værket. Også de akrome farver, sort, hvid og grå, er brugt, samt nogle brunlige tertiære farver. 

Min fortolkning af værket er, at det blå symboliserer forårs-himlen. De grå farver symboliserer den grå vinterhimmel, vi er på vej væk fra. Det gule, der er malet på noget, jeg forestiller mig, er en bjergtop, er forårs-solen der rammer et bjerg. I midten øverst i værket, ser vi denne sol, den er dog malet brun. Jeg forestiller mig, at det er fordi, den skal symbolisere det jordnære og den trygge fornemmelse, der på en eller anden måde opstår, når det atter er forår. Dog er det lidt ironisk her, da der jo er tale om en ofring. Den anden cirkel, der er nederst i billedet, skal forestille ofret, tror jeg. Den blå farve kan symbolisere noget helligt. Dette går meget godt i spænd med, at der altid har været noget helligt forbundet med at ofre noget. Der er en ballet, der også har navnet Sacre du printemps. Denne ballet har musik komponeret af Igor Stravinskij, og jeg tror derfor, at Else har været inspireret af denne ballet, da hun malede værket. Det kan også være en mulighed, at hun har malet den til ære for Igor Stravinskij, da hun jo har valgt at have hans efternavn i parentes efter navnet på værket. 

Jeg vil dog sige, at hvis man ikke ved, at Sacre du printemps betyder forårsofret, så ville man nok ikke kunne gætte, at det er det, der foregår på værket. Det er altså ikke tydeligt, hvad fortællingen bag billedet er, men efter min mening er det heller ikke vigtigt i dette værk. Jeg mener, at det mere bare er en følelse man skal få af billedet, end at man skal vide hvilken præcis historie der ligger bag.

Selve værket består af en masse geometriske figurer. Især trekanter er brugt, men også en del firkanter og to cirkler indgår. Alle figurer er streget op med hvid, blå eller sort. Dette gør, at man får en klar fornemmelse af, at farverne ligesom hører til et sted. Der er heller ikke malet udenfor stregerne, hver farve bliver indenfor sin form. Trekanterne, især øverst i venstre side, skaber en form for uro i billedet, dette hænger godt sammen med selve ofrings-delen af navnet. Også den firkant med former indeni, der er malet nederst i venstre hjørne, giver noget uro til værket. Til gengæld giver det firkantede mønster, der nærmest er, i højre øverste hjørne, noget ro og harmoni til værket. 

Værket er efter min mening mest dynamisk, da de lidt diagonale linjer, giver en følelse af bevægelse. Asasymmetrien med de mange trekanter i venstre side og det overvejende antal af firkanter i højre side, gør også, at værket kommer til at virke dynamisk. Sidst men ikke mindst har den ubalance der er i billedet også en rolle i forhold til at billedet er dynamisk. Lige til højre for 'solen' øverst i billedet, er der en skrå streg fra øverst til nederst i værket. Denne streg deler billedet i to sider, og her er den højre side meget mere rolig og statisk end den venstre sider. Kompositionen er ikke så udfordrende på højre side, som den er på venstre side. Derfor mener jeg at der er en klar ubalance i billedet. Den meget rodede venstre side, der er meget dynamisk, kan symbolisere selve ofringen. Her sker der ligesom noget, det er hektisk og der er massere af bevægelse. Den rolige og lidt mere statiske højre side symboliserer så når ofret er dødt og der er harmoni mellem menneskene og deres gud. 

Firkanten der er streget op nederst i venstre hjørne er beskåret, så man lige præcis ikke kan se dens nederste hjørne. Man får lidt følelsen af, at der mangler noget. Det er som om, at man ikke ser hele historien og Else prøver at skjule noget for den der ser på værket. Firkanten virker til at være i forgrunden, mens de bjergagtige trekanter virker mere til at være i baggrunden. Hvis ikke Else havde streget denne firkant op, der ikke bare har dens egen farve ligesom alle andre figurer i værket, så ville det ikke have virket som om, at der var noget, der var tættere på og længere væk. Dog får den gule farve på den ene bjergtop det til at se ud som om, at bjergene ikke er så langt væk endda. Det er også som om, at farverne på en måde bliver lysere jo længere op øverst og derved bagud i billedet man kigger. Dette gælder især for den venstre side, hvor de tertiære farver hovedsageligt er i bunden, de mættede blå i midten og de mere disede blå er bagerst. 

GRIMHEDENS ÆSTETIK

Min monstermanual:

§1 Noget usymmetrisk

§2 Noget unaturligt

§3 Rådne og/eller spidse tænder

§4 Ofte uden hår på hovedet

§5 Ofte urealistiske, dybt siddende og mørke øjne

§6 Enten meget tynde eller meget muskuløse

§7 Huden er ofte rynket og bleg

§8 Ofte få farver

§9 Ofte lange og tynde fingre med spidse negle

Den uhyggelige dal:

Det fungerer sådan, at jo mere et monster eller en robot ligner et mennesker, jo mere uhyggelig virker den. Hvis en robot næsten er en klon af et menneske, men har få enkle ting, der gør den anderledes fra dette menneske, så vil det virke meget uhyggeligt. Det vil det fordi den er så realistisk men stadig ikke er helt "normal". Døde øjne eller kluntede bevægelser kan være ting der afslører, at robotten altså er en robot og ikke et menneske. Den uhyggelige dal er det sted hvor væsener der ligner mennesker, men ikke er mennesker, befinder sig. Dalen er det følelsesmæssige hul vi falder ned i, når vi møder noget uhyggeligt.

STOP-MOTION

Dette er vores animationsværk fra sidste billedkunsttime. Værket skulle egentlig skildre noget trist, men jeg ved ikke lige hvor godt, jeg synes det er lykkedes for os. Det er en stop-motion, som er en af de tre forskellige former for animationer vi arbejdede med i timen. Nu vil jeg forklare lidt om hver af de 3 typer.

Stop-motion er en filmteknik hvor man har et element, men animerer med. Man tager billeder af elementet, men for hver gang man har taget et billede, så rykker man elementet en lille smule. Til sidst sætter man alle disse billeder sammen og kører dem hurtigt efter hinanden - normalt med 24 billeder i sekundet. Man kan både bruge dukker, mennesker eller tegninger der er klippet ud og flyttes rundt. Man kan selvfølgelig også bruge helt almindelige ting som fx en blyant. Cirkeline er et eksempel på en stop-motion film hvor der flyttes rundt med tegninger, dette kaldes også for flyttefilm. Nogle klipper også stop-motion ind sammen med levende optagelser.

Videoværker er en form for animation, der er ret svær at forklare. Det er ikke en musikvideo eller en film, men man kan sige, at det nærmest er et levende billede.

Installationskunst er en installation eller indretning, der forholder sig til rummet omkring sig, det er altså afhængigt af rummet. I værkerne kan der både indgå skulpturelle objekter, lys, lyd og video, fælles for alle er, at der oftest er anvendt nye medieteknikker. Genstandene i en installation er ikke nødvendigvis et kunstværk i sig selv, men bliver det i deres samlede udtryk og kommunikationen med beskueren. Beskurens rolle kan være mere aktiv end den er ved mere traditionelle kunstformer. Man oplever værkerne mere kropsligt, ens sanser enten aktiveres eller deaktiveres og måden man bevæger sig i rummet kan også påvirkes. Hvis vi fx går ind i et mørkt rum, så deaktiveres vores synssans, men lugte- høre- og følesanserne bliver bedre og aktiveres altså mere end ellers. Vores måde at bevæge os på der inde vil helt sikkert også blive påvirket. Vi vil gå langsommere og mere forsigtigt rundt, da vi ingen ting kan se. 

FRA DET SUBLIME TIL DET GRIMME

Claus Carstensen: Ni bidrag til kritikken af den økonomiske og selvopfyldende æstetik, 1986. Assemblage; blandede materialer, 180,0 x 20,0. Kunsten, Aalborg

Har man brug for at skildre grimhed og til hvad?
Jeg mener at ja man har brug for at skildre grimhed. Det er det, der gør, at vi engang imellem kan føle os smukke eller føle at noget er smukt. Hvis ikke vi skildrer grimhed, så ville vi jo ikke kunne sige at et værk er smukt. Man ville godt kunne sige at et værk er smukkere end et andet værk, men man ville vel ikke kunne sige at det direkte er smukt, da man ikke har noget der er modsat...altså noget grimt. 

Skal kunst helst være smukt og hvorfor eller hvorfor ikke?
Til dette er min mening, at nej, kunst skal ikke helst være smukt. Kunst skal også være smukt, men ikke al kunst skal nødvendigvis være smukt. Nogle gange fanger det grimme og mere skæve bare en mere end det smukke og afbalancerede. Kunst kan godt blive for perfekt nogle gange, synes jeg. Det kan blive så perfekt, at man næsten bliver helt bange for det. Ikke fordi det på den måde er skræmmende, men fordi man bliver bange for at misforstå dets budskab eller fordi man selv føler sig så uperfekt og grim ved siden af det perfekte kunst. Modsat har jeg det sådan, at ved grim kunst, der kan man slappe af, man kan komme på alle mulige sjove fortolkninger og man føler ikke, at kunsten ligesom prøver at sige, at den er bedre end man selv er. Dog ville jeg da også være ked af, hvis der slet ikke var noget perfekt eller smukt kunst. Det er jo ikke ligefrem fordi, at et værk som den der ses i toppen af dette indlæg, er et værk man ville have hængende hjemme i sin stue, så der er det godt med noget der i hvert fald er lidt smukkere.

Er der forskel på hvad kunst skulle kunne alt efter hvor det er placeret?
Det korte svar: ja, det er der! Men hvis jeg skal uddybe det lidt, så er der jo forskel på om det er kunst på et museum eller om det hænger der hjemme. På et museum kommer man jo for at få en oplevelse med kunsten, man vil imponeres, man vil undre sig og man vil gerne tænke. På et museum har kunsten nærmest ingen rammer, den kan gøre hvad den vil - den kan være grim eller den kan være smuk. I hjemmet for lige at gentage mig selv, der er kunsten oftest mere smuk. Kunst i hjemmet er tit afbalanceret, den passer ind i hjemmets volume og farver. Her går det ikke med værker som Claus Carstensens Ni bidrag til den økonomiske og selvopfyldende æstetik. Hvis et værk skal være i en kirke, så skal det være religiøst, det kan ikke bare være et hvilket som helst værk, men skal have noget med religionen at gøre. Værker i kantinen skal være noget der giver farve og glæde til eleverne der endelig har fået frikvarter og i parken, der skal værkerene henvende sig til alle og må på ingen måde virke stødende.

Hvad kan formålet være med at lave et værk som Claus Carstensens Ni bidrag til den økonomiske og selvopfyldende æstetik?
Formålet med et værk som dette kan være at få folk til at undre sig over, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre? Hvordan ideen er opstået? Hvordan titlen skal forstås i forhold til værket? Men det kan også bare være at vise, at selv de simpleste, grimmeste og mest mærkværdige ting også kan være et værk, godt nok et grimt værk men trods alt et værk. Det er kun kunstneren selv der sætter grænsen for, hvad der er et værk og hvad der ikke er. Det er kun ham der sætter grænser for hvad et værk kan bestå af.

Mit voksmonster

Mit voksmonster er lavet af ostevoks, der er sat udenpå noget ståltråd. Ostevoksen er blank i overfladen og den kaster derfor lys tilbage. Overfladen er lidt ruflet, men hensigten var egentlig at gøre den så glat som mulig. Ostevoksens sorte farve gør den mørk og mere farlig at se på og den giver også noget tyngde til figuren. Selve materialet er forholdsvis hårdt og det er også den fornemmelse man får, når man kigger på monstret. Den har nogle rimelig skarpe linjer og kanter og den virker fast i konsistensen. 
Formen på monstret er mest organisk, men de spidse trekantede vinger og klodsen den står på er geometriske. Jeg synes at blandingen af det geometriske og det organiske gør, at den virker lidt mere som et monster end hvis den var helt geometrisk og kantet eller hvis den kun havde bløde organiske former. Monstret har en åben form, da vingerne breder sig ud og ligesom lukker en ind. Måske skulle formen have været mere lukket, for at gøre den en smule mere farlig og mystisk. Når den invitere os sådan ind, så virker den lidt mindre farlig. Da monstret virker meget stiv og har en lodret linje lige gennem sig er den meget statisk. Det ligner ikke den lige er på vej til at bevæge sig. 
Der er meget balance i figuren og den har et harmonisk og roligt udseende. Dens horn i panden er dog en undtagelse, de er mere ubalancerede, da de sidder skævt. Dette giver noget til monstret, så den virker knap så stiv og statisk. Der er altså meget symmetri i monstret, 3 vinger til hver side, hovedet placeret i midten og øjnene er også symmetriske. Igen er det dog hornene der bryder det hele lidt, da de er mere asymmetriske.
Figurens sokkel er en passende størrelse i forhold til figuren, da dens hale ligger hen over meget af soklen. Dette får den ellers relativt lille figur til at virke lidt større, dog uden at virke mega stor. Soklen understøtter på den måde figuren, da figuren ligesom passer på soklen. Det kan sammenlignes lidt med at en stol er tilpasset et menneske og på samme måde er soklen tilpasset figuren, eller i dette tilfælde er det måske mere figuren der er tilpasset soklen... 
Voksmonstret er meget lille i forhold til beskueren. Dette er medvirkende til, at den virker knap så uhyggelig. Hvis monstret nu havde være på størrelse med et menneske ville den virke mere uhyggelig, da den pludselig er på størrelse med den, der står og kigger på den. Som den er virker den bedst forfra og set lidt fra oven altså i fugleperspektiv. Da monstret er så lille virker det heller ikke ligefrem nærliggende at begynde at bevæge sig rundt om den.