GULDALDEREN - HORISONTLINJE OG FARVEPERSPEKTIV

I 1820'erne gik man fra historiske malerier til landskabsmalerier, det var det, der senere kom til at hede Guldalderen. Landskabet blev lagt en dybere betydning og man prøvede at skildre bestemte følelser og sindsstemninger og ofte også naturens særlige ånd.
Da det ikke gik Danmark så godt viste man dens skønhed og positive sider frem. Lundbye var en af de mest centrale landskabsmalere, han malede poetisk naturalisme, som er det at male elementer fra forskellige stedet i naturen i samme maleri. Han malede dog også realistiske naturskildringer. Han er kendt for at male meget detaljerede gengivelser af naturen og det at have fokus på det som er typisk dansk natur. Lundbye malede især den sjællandske natur.

Farveperspektiv og horisontlinjer var også noget man gik en del op i i Guldalderen, her er et par eksempler:

H.A. Brendekilde (1857-1942): Udslidt, 1889, 142 x 174, Fyns Kunstmuseum

I dette maleri af H.A. Brendekilde er horisontlinjen placeret rigtig højt, det gør, at det virker endnu mere tragisk og uoverskueligt for damen i maleriet. Det ser ud til at der er langt hjem og hun har altså en udslidt mand, der skal transporteres hele vejen marken, der ser meget stor ud. Farverne der er brugt til de to mennesker er ret mættede og den røde farve i damens trøje er en varm farve, disse farver trækker hen mod øjet og det gør at man mest fokuserer på de to mennesker, som også må siges at være "hovedpersonen" i maleriet. Den kolde farve i himlen og den disede farve der er brugt trækker væk fra øjet, derfor synes marken endnu længere og huset ser derfor ud til at være endnu længere væk.

C.D. Friedrich (1774-1840): Munk ved havet, 1808-1809, 110 x 171.5, Nationalgalleriet Berlin

I dette maleri af C.D. Friedrich er horisontlinjen placeret ret lavt, det gør at himlen virker enorm og at munken kommer til at se ud som om, at han er rigtig langt væk fra beskueren.