tirsdag den 8. september 2015

PERSPEKTIV I RENÆSSANCEN

Sidste gang i billedkunst havde vi om renæssancen, symboler, formanalyse og billedanalyse. Vi så på nogle billeder, fandt alle symboler i dem og drøftede dem på klassen. Vi prøvede også at analysere et billede både med form- og billedanalysen. Til sidst brugte vi tid på at snakke perspektiv. Perspektiv går ud på at lade alle linjer føre ind i et forsvindingspunkt. Hvis forsvindingspunktet er placeret i midten på horisontlinjen, så er der tale om centralperspektiv. Når punktet er placeret alle mulige andre steder, kaldes det linearperspektiv. Vi snakkede blandt andet om, at det er let at se, hvornår man fandt ud af, at tegne perspektiv i flade billeder. Det gjorde man i renæssancen i 1400-tallet. I mange billeder fra den tid, tegnede og malede man alle mulige bygninger og perspektive detaljer, som slet ikke var nødvendige for motivets fortælling, bare for at vise at man kunne. 

Pietro Perugino: Peters hyrdebrev (Kristus giver nøglen til Skt. Peter), 1481-1482.
Fresko, 340x550cm, Vatikanet, Det sixtinske kapel, Rom.


Til sidst skulle vi i grupper sætte tape på et vindue, som så skulle vise noget med perspektiv. Det var lidt svært, men vi fandt da ud af det!  





I starten så det ret forkert ud, det vi lavede, men jo længere vi kom, jo mere rigtigt så det ud. Det var dog lettest at se perspektivet i det, når vi tog et billede af det, fremfor at stå og kigge direkte på vinduet.