FRA DET SUBLIME TIL DET GRIMME

Claus Carstensen: Ni bidrag til kritikken af den økonomiske og selvopfyldende æstetik, 1986. Assemblage; blandede materialer, 180,0 x 20,0. Kunsten, Aalborg

Har man brug for at skildre grimhed og til hvad?
Jeg mener at ja man har brug for at skildre grimhed. Det er det, der gør, at vi engang imellem kan føle os smukke eller føle at noget er smukt. Hvis ikke vi skildrer grimhed, så ville vi jo ikke kunne sige at et værk er smukt. Man ville godt kunne sige at et værk er smukkere end et andet værk, men man ville vel ikke kunne sige at det direkte er smukt, da man ikke har noget der er modsat...altså noget grimt. 

Skal kunst helst være smukt og hvorfor eller hvorfor ikke?
Til dette er min mening, at nej, kunst skal ikke helst være smukt. Kunst skal også være smukt, men ikke al kunst skal nødvendigvis være smukt. Nogle gange fanger det grimme og mere skæve bare en mere end det smukke og afbalancerede. Kunst kan godt blive for perfekt nogle gange, synes jeg. Det kan blive så perfekt, at man næsten bliver helt bange for det. Ikke fordi det på den måde er skræmmende, men fordi man bliver bange for at misforstå dets budskab eller fordi man selv føler sig så uperfekt og grim ved siden af det perfekte kunst. Modsat har jeg det sådan, at ved grim kunst, der kan man slappe af, man kan komme på alle mulige sjove fortolkninger og man føler ikke, at kunsten ligesom prøver at sige, at den er bedre end man selv er. Dog ville jeg da også være ked af, hvis der slet ikke var noget perfekt eller smukt kunst. Det er jo ikke ligefrem fordi, at et værk som den der ses i toppen af dette indlæg, er et værk man ville have hængende hjemme i sin stue, så der er det godt med noget der i hvert fald er lidt smukkere.

Er der forskel på hvad kunst skulle kunne alt efter hvor det er placeret?
Det korte svar: ja, det er der! Men hvis jeg skal uddybe det lidt, så er der jo forskel på om det er kunst på et museum eller om det hænger der hjemme. På et museum kommer man jo for at få en oplevelse med kunsten, man vil imponeres, man vil undre sig og man vil gerne tænke. På et museum har kunsten nærmest ingen rammer, den kan gøre hvad den vil - den kan være grim eller den kan være smuk. I hjemmet for lige at gentage mig selv, der er kunsten oftest mere smuk. Kunst i hjemmet er tit afbalanceret, den passer ind i hjemmets volume og farver. Her går det ikke med værker som Claus Carstensens Ni bidrag til den økonomiske og selvopfyldende æstetik. Hvis et værk skal være i en kirke, så skal det være religiøst, det kan ikke bare være et hvilket som helst værk, men skal have noget med religionen at gøre. Værker i kantinen skal være noget der giver farve og glæde til eleverne der endelig har fået frikvarter og i parken, der skal værkerene henvende sig til alle og må på ingen måde virke stødende.

Hvad kan formålet være med at lave et værk som Claus Carstensens Ni bidrag til den økonomiske og selvopfyldende æstetik?
Formålet med et værk som dette kan være at få folk til at undre sig over, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre? Hvordan ideen er opstået? Hvordan titlen skal forstås i forhold til værket? Men det kan også bare være at vise, at selv de simpleste, grimmeste og mest mærkværdige ting også kan være et værk, godt nok et grimt værk men trods alt et værk. Det er kun kunstneren selv der sætter grænsen for, hvad der er et værk og hvad der ikke er. Det er kun ham der sætter grænser for hvad et værk kan bestå af.

Mit voksmonster

Mit voksmonster er lavet af ostevoks, der er sat udenpå noget ståltråd. Ostevoksen er blank i overfladen og den kaster derfor lys tilbage. Overfladen er lidt ruflet, men hensigten var egentlig at gøre den så glat som mulig. Ostevoksens sorte farve gør den mørk og mere farlig at se på og den giver også noget tyngde til figuren. Selve materialet er forholdsvis hårdt og det er også den fornemmelse man får, når man kigger på monstret. Den har nogle rimelig skarpe linjer og kanter og den virker fast i konsistensen. 
Formen på monstret er mest organisk, men de spidse trekantede vinger og klodsen den står på er geometriske. Jeg synes at blandingen af det geometriske og det organiske gør, at den virker lidt mere som et monster end hvis den var helt geometrisk og kantet eller hvis den kun havde bløde organiske former. Monstret har en åben form, da vingerne breder sig ud og ligesom lukker en ind. Måske skulle formen have været mere lukket, for at gøre den en smule mere farlig og mystisk. Når den invitere os sådan ind, så virker den lidt mindre farlig. Da monstret virker meget stiv og har en lodret linje lige gennem sig er den meget statisk. Det ligner ikke den lige er på vej til at bevæge sig. 
Der er meget balance i figuren og den har et harmonisk og roligt udseende. Dens horn i panden er dog en undtagelse, de er mere ubalancerede, da de sidder skævt. Dette giver noget til monstret, så den virker knap så stiv og statisk. Der er altså meget symmetri i monstret, 3 vinger til hver side, hovedet placeret i midten og øjnene er også symmetriske. Igen er det dog hornene der bryder det hele lidt, da de er mere asymmetriske.
Figurens sokkel er en passende størrelse i forhold til figuren, da dens hale ligger hen over meget af soklen. Dette får den ellers relativt lille figur til at virke lidt større, dog uden at virke mega stor. Soklen understøtter på den måde figuren, da figuren ligesom passer på soklen. Det kan sammenlignes lidt med at en stol er tilpasset et menneske og på samme måde er soklen tilpasset figuren, eller i dette tilfælde er det måske mere figuren der er tilpasset soklen... 
Voksmonstret er meget lille i forhold til beskueren. Dette er medvirkende til, at den virker knap så uhyggelig. Hvis monstret nu havde være på størrelse med et menneske ville den virke mere uhyggelig, da den pludselig er på størrelse med den, der står og kigger på den. Som den er virker den bedst forfra og set lidt fra oven altså i fugleperspektiv. Da monstret er så lille virker det heller ikke ligefrem nærliggende at begynde at bevæge sig rundt om den.